Psykologernes gode råd til at undgå at stresse op til din ferie (og til at holde mentalt fri, når ferien starter)

 
Hvis du har svært ved at slippe dit arbejde og dine to do’s og bare slappe af, når klokken ringer ferie, så er det heldigvis noget, som du kan blive bedre til med nogle enkle strategier!
Vi ser tit i vores praksis, hvordan bekymringer og konstant planlægning af næste gøremål afholder mange fra at slappe af og være til stede på deres ferie. 
 
Hvordan kan man genkende, om man har svært ved at holde mentalt fri?
  • Oplever du at blive stresset op til dine ferier over alt det, du skal nå inden du holder fri?
  • At det kan være svært at koble fra og nyde det, når du endelig er af sted? 
  • At det er svært at være nærværende og til stede, fordi du hele tiden går og tænker og måske er 10 skridt fremme ift. det du er i gang med?
Hvis du kan genkende nogle af disse scenarier, kommer her nogle tips til, hvordan du med metakognitive strategier kan være mere til stede, koble fra bekymringer og nyde din ferie.
 
Sådan holder du mentalt fri, INDEN du går på ferie:
To do listen har det med at vokse sig større lige op til ferien for mange af os. Man kan derfor komme til, når arbejdsdagen er slut i dagene op til ferien, at gå og bekymre sig om, hvordan man skal nå det hele. Her er det vigtigt, at du øver dig i at holde mentalt fri, når du ikke er på arbejde. Dvs. hver gang der dukker tanker op om arbejdet, så udskyd at forholde dig til det til næste arbejdsdag. Se tankerne om arbejdet som opkald, du venter med at besvare til dagen efter. De fleste af os får ikke løn for de ekstra timer, vi bruger i fritiden på at bekymre os om vores arbejde.

Har du alligevel en stilling, der kræver, at du tjekker ind uden for arbejdstiden? Så er det hjælpsomt at udvælge specifikke tidspunkter at tjekke ind, og så udskyde tanker om arbejde til disse tidspunkter. 

En anden vigtig prioritering er at holde dit fokus på én aktivitet ad gangen (det gælder både i arbejds- og fritid). Når vi føler opgaverne hober sig op, kan vi ty til multitasking. Men man arbejder langsommere, er mindre effektiv og bliver mere fraværende, når man tænker på for mange ting samtidig med, man prøver at få noget for hånden. Det er typisk mere effektivt at forholde sig til en ting ad gangen, selvom det kan friste at gabe over flere ting ad gangen. At holde fokus på en ting ad gangen gør også, at vi i højere grad løbende får ’fluebensfølelsen’ – altså den der rare følelse, når vi er blevet færdige/har klaret en opgave. 

Udskyd de andre opgaver du ikke er ved at løse lige nu, til du faktisk sidder med dem. Det samme gælder, hvis du har mange aktiviteter eller gøremål i din fritid, inden din ferie starter. Fokuser på én aktivitet ad gangen. Det vil gøre dig mere nærværende og give mere overskud. 
 
Måske oplever du, ”at den dårlige samvittighed stadig lurer omme i baghovedet”. Det er rigtigt, at følelser ikke altid bare forsvinder. De kan opleves lidt som et myggestik, man har lyst til at klø i. Hvis vi vælger at dykke ned i den dårlige samvittighed og spekulere over det, som presser os i for lang tid, er det at sammenligne med, når vi klør for længe på myggestikket. Det, som for en stund kan føles hjælpsomt, giver bagslag. Hvis den dårlige samvittighed stadig lurer ’omme bagved’, så kan du med god samvittighed øve dig i at ignorere den, udskyde at gå ind i den og lade den være. Det hjælper ikke at bruge for meget mental tid på den, og jo mere du lader den være, jo mindre vil den ende med at ’klø’.
 
Sådan holder du mentalt fri, når du er på ferie:
Her gælder samme strategier, som inden du er på ferie. Udskyd tanker om arbejde og ikke-ferierelaterede ting til efter ferien. Er du i en position, hvor du skal tjekke ind, så gør det på udvalgte tidspunkter og udskyd ellers indtil da. (Det kan være hjælpsomt at slå notifikationer helt fra din mail). 

Hvis du gerne vil være til stede og nyde din ferie, er det hjælpsomt at lægge mærke til, hvor dit fokus er. Er det på det du/I laver sammen, ELLER er du hele tiden oppe i dit eget hoved med bekymringer eller 10 skridt længere fremme ift. den aktivitet, du har gang i? 

Måske er du endda begyndt at gruble over, hvorfor du ikke kan slappe af? Hvorfor børnene skændes? Osv. osv. Det er helt naturligt, at det kan tage noget tid at falde til ro, når vi endelig får ferie. Og vi er måske slet ikke vant til som familie at have så meget tid sammen. Mange kommer til at analysere på sig selv, sit parforhold eller sin families tilstand, når ferien starter. De mange tanker og analyser, kan presse os yderligere og gøre os fraværende, fordi vores fokus er på tankerne. 

Læg mærke til, når fokus går ind i dig selv, og ret det så udad igen mod det, du laver eller som foregår omkring dig. Hvordan gør man så liiige det? 

Her er der to genveje til at være mere nærværende med ydre fokus: 
  1. en genvej til ydre fokus er at fokusere på de lyde og sanseindtryk, der er omkring dig. Re-fokuser hver gang fokus går tilbage til de tanker, du vil lade passe sig selv. 
  2. en anden genvej er have fokus på én aktivitet ad gangen. Når dit fokus går væk fra den ene ting, så flyt det tilbage igen. Uden at forsøge at fjerne tanken eller følelserne omkring den. De får lov til at være der og passe sig selv. Re-fokuser igen og igen. 
 
Med kombinationen med at udskyde bekymringer og rette dit fokus udad på dine omgivelser eller aktivitet, kan man slippe bekymringer og tanker om to do’s og i stedet være mere til stede og nærværende i din ferie. 
 
Er det svært på egen hånd at få de metakognitive strategier i spil, er du altid velkommen til at kontakte os.
 
Vi ønsker dig en herlig sommer!
 
Bedste hilsner, 
Psykologerne hos Bang og Haren, 
Maria, Tina og Zinaida